Graham junior om den økonomiske krise:
”Det er en moralsk krise”

– Den globale økonomiske krise er en moralsk krise. Verden smuldrer moralsk. Den vestlige verden har vendt Gud ryggen og ledere beder ikke til Gud, forklarede Franklin Graham, da han i maj var i Estland.

Frank Graham talte ved en række velorganiserede møder i Estlands hovedstad Tallinn i maj måned.

Men selv om der er globale problemer, som føles særlig hårde i det lille Estland med voksende arbejdsløshed, er der håb. Grahams kampagne hed nemlig Lootuse festival, Håbets festival, med evangeliet om Jesus Kristus i centrum.
– Verdens mægtigste må bede Gud om hjælp. Nationerne må bede Gud om hjælp, sagde Graham på en propfuld pressekonference på 24. sal i det prægtige Radisson-hotel.
Graham antyder, at der bag den økonomiske krise er bankirer og børshajer, som har opbygget imperier på falsk grundlag. Store virksomheder er som bekendt kollapset og har bidraget til den verdensomspændende finanskrise.

Næsten et statsbesøg

Evangeliets ambassadør blev modtaget som en statsmand. Premierminister Andrus Ansip havde en samtale med Graham. Og Tallinns borgmester Edgar Savisaar, som er en af Estlands frihedskæmpere, havde frokost med Graham. Borgmesteren holdt endda en tale på festivalen.
Franklin Graham har siden 2001 været leder for faderens Billy Grahams evangelisationsorganisation, som er en af verdens største.
Den velsmurte organisation blev sat i gang allerede et halvt år, før estlænderne fik plakaterne om håbets festival at se. For den jævne mand er selv Billy Graham helt ukendt. Kirkerne i Estland havde dog sammen arbejdet hårdt for at skabe opmærksomhed om den store begivenhed.

Barmhjertighed

Dagen før det første festivalsmøde i Tallinns Globen, Saku Suurhall med 10.000 pladser, mødte evangelisten medier og besøgte et børnehjem.
Franklin var leder for hjælpeorganisationen Samaritans Purse (Samaritanerens tegnebog), inden han overtog lederskabet efter sin far.
Som god samaritaner delte han gaver ud til børn og hjalp flygtninge og katastrofeofre verden over. Det sociale og det åndelige går hånd i hånd.

Soldaterne
skal ikke prædike

Efter gaverne til børnene får vi en lille snak med Franklin Graham i skolegården.
Graham fortalte om sin familie med fire børn, hvoraf to sønner arbejder i faderens evangelisationsorganisation og en er soldat i USAs hær. Den yngste datter var med på besøget i Estland.
At amerikanske soldater, som gør tjeneste i muslimske lande, anklages for proselytisme, er nyt for Graham.
– Jeg har ikke hørt om sådanne tilfælde. Det er ikke blevet rapporteret i de amerikanske nyheder. Det er klart, at USAs hær har feltpræster, som er til for soldaternes åndelige behov. Men jeg ved ikke noget om soldater, som skulle prædike for folket. Det er ikke deres ansvar eller pligt. De er der for at tjene den amerikanske regering.
– Det må være op til deres befalingsmænd at have regler. De er ikke sendt derned for at prædike, siger Graham.
Spørgsmål om familieplanlægning glider han også diplomatisk udenom og minder om, at kirken altid har et socialt ansvar.
– Bibelen advarer mod sex uden for ægteskabet og siger, at vi skal tage hånd om hinanden. Frem for alt handler det om sjælens frelse.
– Det bedste kirken kan gøre, er at prædike evangeliet om Jesus Kristus og være åbne, siger Franklin Graham.

Et frit Estland

Franklin Graham gør et stort nummer ud af, at han for 25 år siden besøgte Tallinn med sin far. Det var på en længere rejse i Sovjetunionen i 1984, at Franklin for første gang stod op på en prædikestol i Tallinn for at give sit vidnesbyrd.
– Verden har forandret sig enormt. Det er spændende at komme til Estland. Nu har de frihed til at tjene Gud, frihed til at prædike. For 25 år siden var det ikke frit. I dag kan vi leje en stor arena og indbyde folk. Det er en fantastisk mulighed, sagde en entusiastisk Franklin Graham.
I forhold til USA har Estland relativt små kirker. Franklin Grahams organisation stod for næsten alle udgifterne til kampagnen, og det drejer sig om flere milioner. Deres team arbejdede i måneder for at forberede marken og koordinere arbejdet sammen med estiske kristne.
– Årsagen til, at jeg er her, er for at prædike evangeliet. Det er ikke min fars evangelium, det er Guds evangelium. Det er det gode budskab til alle mennesker, rige som fattige, siger Graham.

Frelsen i centrum

Forventningerne til Franklin Graham var store. Han er vant til at blive sammenlignet med sin far, som nåede flere mennesker end nogen anden evangelist. Efter responsen i Tallinn at dømme, blev forventningerne indfriede allerede den første aften, næsten 300 mennesker kom frem og sagde ja til Jesus.
Den første aftens prædiken handlede om den rige Zakæus, som var både tyv og bedrager. Graham viste, at i vor tids pengeorienterede verden er vi alle syndere. Alle har brug for at gøre bod og bede om tilgivelse.
Næste aften var det tid til den klassiske beretning om den fortabte søn. Om søndagen var det Nikodemus, der stod i fokus. Behovet for at blive født på ny til et nyt liv i Kristus var udgangspunktet for hans prædiken på pinsedagen.
Kendetegnet for både Billy Graham og hans efterfølgere er et enkelt budskab om, at syndere af alle slags har brug for at gøre bod og tage imod Jesus Kristus som deres frelser. Dette budskab har i bund og grund ikke ændret sig.
Det er derfor, at kristne fra forskellige lejre kan enes om en kampagne, som kun sigter mod at føre mennesker til omvendelse. Til helt enkelt at angre deres synder og bede om tilgivelse.
Det er derefter op til de lokale menigheder at følge op på arbejdet og uddybe det kristne liv.

Den festende
søn kom tillbage

Franklin Graham bliver sammenlignet med sin far; det kan han ikke undgå. Det var længe et problem for den store evangelists søn, som ville gå sin egen vej. Han var en rebel, som festede og var ligeglad med faderens tro.
– Men det var i Schweiz, da jeg var 22 år gammel, at min far kom til mig og sagde: ”Du må vælge. Det er tid til at komme tilbage,” berettede Franklin Graham.
Han tænkte over det i nogle uger og traf til sidst en beslutning, der ændrede hans liv. Han fik syndenød og så sin situation. Der var kun en vej ud af krisen. Det var at bøje knæ og bede om syndernes forladelse. Det fik konsekvenser. Samme år giftede han sig og afsluttede sin uddannelse.
Efterhånden blev han spurgt om at arbejde i hjælpearbejde. Han endte som leder for hele Samaritans Purse, og siden 2001 har han været leder for både hjælpeorganisationen og Billy Graham Evangelistic Association, som Billy Graham startede allerede i 1950’erne.
Når Franklin Graham prædiker om den fortabte søn, siger han, at han var der. Han ved, hvordan det føles, og hvad der er vejen tilbage.